Brødrene Dahl har det seneste år fulgt en ny strategisk retning, der skal digitalisere og optimere vandforsyningsbranchen. VVS-grossisten har med IoT-afdelingen, Smart Forsyning, fokuseret på dataaflæsning og sensorteknologi, der kan gøre hverdagen nemmere for både forsyningsselskaber og installatører, men også for forbrugerne. Løsningerne skaber bedre driftsøkonomi og større overblik over det dagsaktuelle forbrug og bidrager hermed til færre nedbrud og en grøn omstilling ved at fokusere på et mere bevidst og transparent forbrug.
Nu udvider Brødrene Dahl igen den digitale satsning og har indgået en aftale med den danske tech-virksomhed, HumiTrack. Aftalen er underskrevet, og Brødrene Dahl forventer at overtage aktiviteterne og medarbejderne i teknologivirksomheden i slutningen af februar.
Det nordjyske tech-brand, HumiTrack, ledet af Mads Sørensen og Peter Mejlvang, har udviklet en helt ny måde at overvåge fugt i bygninger med et særligt IoT-system, der anvendes inden for forsikrings- og skadesservice, men også nybyggeri og renovation.
”Det digitale – i daglig tale kaldet IoT eller Internet-of-Things – er på vej ind i hele branchen, og vi er hele tiden på udkig efter nye segmenter og innovationer, der taler sammen med forsynings- og byggemarkedet. Med kompetencerne og know-how fra HumiTrack kan vi optimere brugen af ressourcerne for fugtproblematikker, og det tillægger vores kunder stor betydning og værdi,” siger Steen Christoffersen, Head of IoT, Brødrene Dahl.
Teknologien halverer affugtningstiden
Fugtmåleren fra HumiTrack sender løbende data om niveauet af fugt i bygningerne. Når der affugtes, kan man reducere affugtningstiden markant samt spare på energiforbruget. Derudover undgår serviceteknikere manuelt at skulle overvåge affugterne og tørretiden – noget der normalt koster bygherrer og forsikringsselskaber dyrt.
”Vi oplever en halvering af affugtningstiden med brugen af HumiTrack, hvilket ikke kun er godt for klimaet, men også betyder at installatører og håndværkere hurtigere kan færdiggøre arbejdet, og boligejerne hurtigere kan komme retur i deres bolig,” siger Mads Peter Sørensen fra HumiTrack.
Ud over HumiTracks unikke målesensor får Brødrene Dahls desuden tilført viden og udviklingskompetencer fra teknologivirksomhedens medarbejdere, som fortsætter i nøgleroller i den nye konstruktion.